Vedtægter for Støvring, Suldrup og Veggerbys Flugtskydningsforening

Dato: 13. april 2026

1. Navn og hjemsted

1.1 Foreningens navn er Støvring, Suldrup og Veggerbys Flugtskydningsforening.

1.2 SSV's er stiftet d. 2. marts 1996 af:

  • Støvring og Omegns Jagtforening
  • Suldrup & Omegns Jagtforening
  • Veggerby Jagtforening

1.2 Foreningens hjemsted er Banesvinget 7B, 9530 Støvring i Rebild kommune.

1.3 Foreningens adresse er: c/o Per Henriksen, Nørre Alle 3, 9530 Støvring.

1.4 Forenings adresse kan ændres uden vedtægtsændring.

1.5 Stiftelsesgrundlaget er fastlagt jævnfør de stiftende vedtægter.

2. Formål

2.1 SSV har til opgave på vegne af de 3 nævnte jagtforeninger at være ansvarlig og koordinerende for samarbejdet i relation til aktiviteter henhørende under Danmarks Jægerforbund, Dansk Flugtskydnings Forbund og Dansk Skytte Union samt at repræsentere foreningerne overfor samme. Tillige at dyrke flugtskydning som idræt og i konkurrence samt på anden måde virke for denne sports fremme.

3. Medlemskab

3.1. SSV er tilsluttet Danmarks Jægerforbund (DJ), Dansk Flugtskydnings Forbund (DFF) samt Dansk Skytte Union (DSkyU) og således under Danmarks Idræts Forbund (DIF) og er underlagt disse forbunds love og bestemmelser.

3.2. Foreningen kan som medlemmer optage enhver uberygtet person. Man er medlem af SSV når man har betalt kontingent.

3.3. Medlemmer af SSV kan repræsentere SSV ved stævner og konkurrencer.

3.4. Udmeldelse af foreningen skal ske med mindst én måneds skriftligt varsel til udgangen af en kontingentperiode.

3.5. Foreningen kan slette et medlem, som er i restance med kontingent, efter nærmere af bestyrelsen fastsatte regler.

3.6. Bestyrelsen kan ekskludere et medlem af foreningen, der i væsentlig grad har optrådt eller handlet til skade for foreningen. Eksklusion skal dog for at få endelig gyldighed godkendes på førstkommende generalforsamling. Eksklusion kræver, at 2/3 af medlemmerne stemmer herfor. Såfremt forslaget om eksklusion ikke opnår et sådant flertal, kan eksklusionen vedtages på en ekstraordinær generalforsamling, såfremt 2/3 af de fremmødte, der stemmer herfor.

3.7. Eksklusion af Danmarks Jægerforbund kan ske i overensstemmelse med Danmarks Jægerforbunds vedtægter § 30.

3.8. Medlemskabets ophør medfører ikke krav på andel i foreningens formue.

4. Kontingent

4.1. Medlemmerne af SSV betaler et af generalforsamlingen fastsat årligkontingent.

4.2. Medlemskabets ophør medfører ikke krav på andel i foreningens formue.

5. Våbenpåtegningsret

5.1 Politiet kan godkende flugtskydningsforeningen til at give våbenpåtegning til glatløbede haglgeværer på foreningens medlems-beviser.

5.2 Flugtskydningsforeningen kan kun godkendes til at give våbenpåtegning når:

  1. Bestyrelsesmedlemmerne opfylder betingelserne om vandel og personlige forhold fastsat i våbenbekendtgørelsen.
  2. Bestyrelsesmedlemmerne forpligter sig til at tilbagekalde en våbenpåtegning samt underrette politiet, hvis foreningen bliver opmærksom på, at forholdene for et medlem med våbenpåtegning ændrer sig på en sådan måde, at det er betænkeligt, at den pågældende har våbenpåtegning.
  3. Det i øvrigt efter en konkret vurdering af foreningens forhold anses for ubetænkeligt at give godkendelsen.

5.3 En våbenpåtegning kan kun gives efter forud indhentet samtykke fra politiet i hvert enkelt tilfælde.

5.4 Ansøgning om samtykke til at give våbenpåtegning på medlemsbevis og godkendelse af det enkelte medlem til at opnå våbenpåtegning indgives på særlige blanketter. Ansøgningerne sendes til politiet.

5.5 Våbenpåtegningen giver alene adgang til at anvende våbnet til de aktiviteter, som fremgår af våbenpåtegningen.

5.6 Når jagtforeningen er godkendt til at udstede våbenpåtegninger, skal bestyrelsen holde politiet underrettet om foreningens hjemsted og udskiftninger i bestyrelsen, såt politiet til enhver tid er underrettet om den siddende bestyrelses sammensætning.

5.7 En våbenpåtegning bortfalder, når medlemskabet af jagtforeningen ophører, eller hvis foreningens godkendelse fra politiet bortfalder. Foreningen kan på ethvert tidspunkt tilbagekalde en våbenpåtegning. Foreningen skal underrette politiet, når en våbenpåtegning bortfalder eller tilbagekaldes, og skal samtidig slette denne.

6. Hæftelse

6.1. For SSV's forpligtelser hæfter alene SSV's formue.

7. Ledelse, valg og tegning

7.1. SSV ledes af en bestyrelse på 5 medlemmer, som repræsenterer SSV i alle forhold under SSV's formålsparagraf. Bestyrelsen fastsætter selv dagsorden. Bestyrelsen er beslutningsdygtig når mindst 3 af dens bestyrelsesmedlemmer heriblandt formanden er til stede. Hvert medlem af bestyrelsen her en stemme og beslutninger vedtages ved simpel stemmeflerhed.

7.2. Bestyrelsen vælges blandt medlemmerne til den daglige ledelse af SSV. Bestyrelsen konstituerer med formand, kasserer, sekretær og udvalgsmedlemmer på førstkommende bestyrelsesmøde efter generalforsamlingen. Hver af de 3 foreninger nævnte i § 1.3 vælger et bestyrelsesmedlem og en suppleant i de respektive jagtforeninger til bestyrelsen i SSV. På den årlige generalforsamling i SSV vælges de 2 øvrige bestyrelsesmedlemmer til SSV's bestyrelse. Valgperioden er 2 år for bestyrelsesmedlemmerne og 1 år for bestyrelsessuppleanterne, revisor og revisorsuppleant. Genvalg kan finde sted.

7.3. SSV tegnes af formanden og et bestyrelsesmedlem i forening.

8. Generalforsamling

8.1. Generalforsamlingen indkaldes ved annoncering på SSV's hjemmeside samt opslag i klubhus. Der indkaldes med mindst 14 dags og højest 4 ugers varsel.

8.2. Ordinære generalforsamling afholdes hvert år inden 4 måneder efter udløb af regnskabsåret.

8.3. Forslag fra stemmeberettigede skal indgives til formanden senest 7 dage før generalforsamlingen og indkomne forslag offentliggøres 5 dage før generalforsamlingen på SSV's hjemmeside.

8.4. Dagsordenen skal omfatte følgende punkter:

  1. Valg af dirigent og referent.
  2. Aflæggelse af beretning om SSV's virke siden sidste ordinære generalforsamling.
  3. Fremlæggelse af årsregnskab til godkendelse.
  4. Fastlæggelse af kontingent.
  5. Valg til bestyrelsen
    • 5.1 Bestyrelsesmedlemmer vælges for 2 år
    • 5.2 Bestyrelsessuppleanter vælges 1 år
  6. Valg af revisor og revisorsuppleant.
  7. Indkomne forslag.
  8. Eventuelt.

8.5. Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når det skriftligt forlanges af 1/10 af medlemmerne eller når bestyrelsen finder det påkrævet. Efter at skriftlig begæring er fremsat over for bestyrelsen, skal bestyrelsen lade afholde ekstraordinær generalforsamling senest 3 uger herefter. Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling med angivelse af dagsorden skal ske skriftligt til medlemmerne, som har oplyst e-mailadresse til foreningen, med mindst 1 uges varsel.

8.6. Generalforsamlingen har den højeste myndighed i alle foreningens anliggender.

8.7. Hvert medlem har en stemme og der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

8.8. Afstemninger sker skriftligt, hvis dirigenten bestemmer dette, eller hvis mindst 1/3 medlemmer begærer skriftlig afstemning.

8.9. Beslutninger vedtages ved simpel absolut stemmeflerhed, medmindre andet fremgår af disse vedtægter.

9. Regnskab

9.1. SSV's regnskabsår følger kalenderåret.

9.2. Regnskabet består af driftsregnskab og status.

9.3. Regnskabet revideres af en generalforsamling valgte revisor, der i sin revisions påtegning skal udtale sig om, hvorvidt modtaget offentlige støttemidler syntes anvendt efter formålet samt om at SSV's likvide beholdning forefindes.

9.4. Senest 14 dage efter generalforsamlingens godkendelse af regnskabet sendes en kopi til bestyrelserne i foreningerne nævnt i §1.3.

9.5. Revisoren kan foretage uanmeldt kasseeftersyn.

9.6. Medlemmer af bestyrelsen kan ikke vælges til revisor.

9.7. Foreningens formue skal anbringes i anerkendte pengeinstitutter eller sikre værdipapirer.

10. Vedtægtsændringer

10.1 Vedtægtsændring kræver tilslutning fra et flertal af 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede på to på hinanden følgende generalforsamlinger, der skal afholdes med mindst 3 ugers mellemrum.

11. Protokol

11.1 Både over bestyrelsesmøder og over enhver generalforsamling føres der en forhandlingsprotokol.

12. Opløsning

12.1 Generalforsamlingen kan med mindst 3/4 af samtlige tilstedeværende medlemmers stemmer på to på hinanden følgende generalforsamlinger, der afholdes med mindst en og højst to måneders mellemrum, vedtage, at foreningen opløses.

12.2 Ved foreningens ophør – bortset fra ved sammenslutning med andre foreninger – overdrages foreningens formue, efter at alle forpligtelser er opfyldt, til Støvring og Omegns Jagtforening, Suldrup & Omegns Jagtforening og Veggerby Jagtforening med hver 1/3.

13. Sammenlægning

13.1 Generalforsamlingen kan med mindst 2/3 af samtlige tilstedeværende medlemmers stemmer vedtage, at foreningen sammenlægges med andre jagtforeninger under Jægerforbundet, så foreningens aktiver og passiver overtages af den fortsættende, fælles lokalforening.

Ovenstående vedtægter er endeligt vedtaget af generalforsamlingen den 13/4 2026